Stilhed på måtten

Når jeg ruller måtten ud, gør jeg ingenting i det første minut. Jeg sidder bare og trækker vejret.

Det er her, praksissen egentlig begynder. Ikke i stillingerne, men i pausen før dem.

Kroppen husker stress. Den holder på dage og uger. Det tager tid at lukke op igen, og det kan ikke tvinges.

Så vi går langsomt. Vi lytter. Og lidt efter lidt vender vejret tilbage til at være dybt.